Jorden er giftig

Jorden er giftig. Kendes også som jorden er forgiftet. Det er en hyggelig leg jeg selv erindrer fra jeg var lille. Alt kunne bruges for at undgå at røre jorden. Men nogen gange med de gamle lege, så er det svært at huske hvad reglerne var. Derfor får du denne lille guide til jorden er giftig.

Der skal bruges:

Ting der kan hoppes på. F.eks. puder, dyner, kasser osv., kun fantasien sætter grænser.

Sådan leges den:

Jorden er giftig er en fangeleg, hvor det er forbudt at røre jorden. Der skal derfor bruges mange “øer” eller “platforme”, som børnene kan hoppe fra og til, mens de flygter fra “fangeren”. En typisk legeplads egner sig ofte udemærket til legen, da der både er klatrestativer, træstubbe, broer osv.

Før legen begynder, vælges der en “fanger” f.eks. ved lodtrækning. Dette barn skal nu jagte de andre børn og forsøge at prikke dem – uden at røre jorden. Bliver et barn prikket, så skifter de roller, så det nu er det prikkede barn, der er “fanger”. Det samme gælder, hvis et barn rører jorden. Hvis andre børn ser det, skal de råbe “jorden er giftig” og pege på den skyldige, mens barnet stadig rører jorden. Dette barn skal så være “fangeren”. Hvis det tilgengæld er “fangeren”, som rører jorden, skal de andre børn igen råbe “jorden er giftig”, hvorefter “fangeren så skal fryse og tælle til ti, inden jagten fortsætter. Mens “fangeren” tæller, må de andre børn røre jorden alt det de vil – og kan dermed flygte, hvis de er lige ved at blive fanget, der hvor de står.