Da jeg var barn syntes jeg at knallerter med konfetti var rigtig sjove at hive i og herefter høre et bang og så der var lidt pynt og typisk en krone lavet af noget tynd papir.
Her får du en vejledning til hvordan du selv laver dem, og du selv har mulighed for at vælge hvad der skal komme ud af dem. Laver du det til en fødselsdag, så er det et sikkert hit hvis der falder slik ud. Ok, det behøver ikke være til en fødselsdag før det er et hit at der falder slik ud, i hvert fald ikke hjemme ved os. Men du kan også komme alt muligt andet i, f.eks. kan det være et spor til næste post. Navnet på en sang der skal synges, eller noget helt andet.
Det er nemt at lave dem, og du vælger selv farverne, så det kan passe til hvad barnet kan lide.
Materialer:
- Toiletrulle
- Saks
- Lim
- Konfetti
- Bånd
- Crepepapir
- Fyld til at komme i
Tag din toiletrulle og klip den over midt i, så du har 2 lige store dele. Vælg den farve crepepapir du vil have og sørg for at der er papir nok til at du kan lave et “håndtag” i hver ende.
Påfør lim hele vejen rundt om toiletrullen, og lig begge dele af rullen på papiret så det ligger så tæt sammen at det ligner et hel rulle stadigvæk. Fold crepepapiret rundt om, og bind sløjfe i den ene ende. Herefter kan du komme fyldet ned i fra den anden ende. Når alt er i rullen, så binder du også en sløjfe her. Nu kan ydersiden pyntes så den bliver festlig. Du kan passende pynte den i festens tema.
Op til nytår kan du typisk købe snore du kan hive i der siger bang. De hedder alt muligt forskelligt, f.eks. crack-bang. Men det kommer vist an på hvor du køber dem. Du kan bruge disse sammen med, så er det bare vigtigt at komme denne ned når du folder crepepapiret rundt om toilet rullen, og sørger for snoren er helt ud i enderne, så man hiver i den når man trækker dem fra hinanden. Dog klip den ekstra snor af, så denne ikke ses i enderne.
Du kan fylde røret med crepepapir, afklip fra hulmaskinen, små afklip lavet af karton eller hvad du nu kan finde på.
Resultatet er festlige knallerter du kan hive i som gerne skulle dele sig lige der hvor toiletrullen er klippet over.
For en god ordensskyld, så lav en og test at den virker som du forventer. Det vil være træls hvis du får fyldt for meget fyld i at det ikke kommer ud når den hives over. Eller at du har rullet for meget crepepapir om så den er svær at hive over. Det er en rimelig nem og hurtig løsning, og det største problem i det er nok at der desværre også skal ryddes op efter det.
God fornøjelse.