Vi har en lavet en udgave af skattejagten, her får du et par alternativt bud.
Alderstrin:
Fra ca. 5 år og op.
Der skal bruges:
Print et stykke A4 med fødselsdagens tema. F.eks. en Mario figur eller en My Little Pony figur. Det skal bruges til at markere posten. Det gøres nemt ved at finde et billede på Google, gemme det, sætte det ind i word og gøre den større. Kom den i en plastic lomme, det gør det nemmere at sætte den fast med snor eller strips.
Tag billede af hvor posten findes og print dette. Skal bruges til at børnene skal se hvor næste post er og finde derhen. Der kan også printes et skattekort ud. Skal det være lidt mere spændende, så kan der tilføjes fødselsdagstema figurer til billedet. F.eks. her med en boss fra Mario.
Så laves der en aktivitet på hver post. Det er dog vigtigt at huske at posterne ikke skal ligge for langt fra hinanden, da det ikke er alle børn der kan holde koncentrationen hvis ikke der hele tiden sker noget. Der kan også være børn der ikke kan holde til at gå/løbe langt.
Forslag til aktiviteter:
- Alle laver 10*sprællemand
- Der skal scores et mål med en bold
- Kaste en bold gennem en hulahopring.
- Hoppe gennem en hinkerude. (Husk kridt til at lave hinkeruden.)
- Spise lakridssnøre.
- Sætte halen på æslet. Eller sjove alternativer.
- Sækkeløb
- Kænguruhop – hop med en bold eller ballon mellem knæene.
- Stopdans
- Kuglepen i flaske
- Ballondans
- Ståtrold
- Skyd til måls efter vandflasker
- Gætte gåder på hver post.
Gåde idéer (nok fra 8år og op):
- Hvad kalder man en boomerang der ikke kommer tilbage? (En pind)
- Hvordan staves frossen vand med 2 bogstaver? (IS)
- Det vokser kun om vinteren og det vokser oppefra og ned? (En istap)
- Hvad bliver højere når hovedet fjernes? (En hovedpude)
- Hvad kan rejse verden rundt, men stadig sidde samme sted? (Et frimærke)
- Hvad kommer ned men aldrig op? (Regn)
- Hvordan får man en fisk til at grine? (Man putter den i kildevand)
- Hvilken bue kan man ikke skyde på? (En regnbue)
- Hvilken slags nød har ingen skal? (En pebernød)
- Hvilket hus kan man lukke op, men ikke bo i? (Et penalhus)
- Hvorfor gik skyen i skole? (For at lære at regne)
- Hvilken fugl har intet næb? (En sommerfugl)
Sådan leges det:
Udprint af A4 til posterne kan laves god tid i forvejen og ligge klar til dagen. Inden børnene hentes i skolen, eller inden de ankommer til fødselsdagen, sættes A4 udprintet op ved posterne. Ved at bruge plastic lommer sikres de mod regn og kan holde til at det blæser mm. Jeg havde fornøjelsen af at holde fødselsdag en regnvåd og trist januar, for at billederne ikke så for triste ud, tilføjede jeg flere af ponyerne fra My Little Pony rundt på de forskellige poster. Her ses f.eks. Twilight Sparke.
I bestemmer selv om i vil dele børnene op i mindre grupper, eller tage dem med i en stor gruppe. Begge dele fungerer fint. Vi har selv altid haft købt ribstof og skåret over, så er der et bånd børnene kan tage på i forskellige farver. Vi har haft købt det hos Stofgiganten, da de har rigtig mange farver at vælge mellem. Tages en stor gruppe samlet afsted til hver post, så kan de deles op når posten nås og aktiviteten laves. Skal der gættes gåder, så er det nødvendigt med en voksen til hver gruppe for at fortælle gåden og få det rigtige svar ud af børnene uden de andre grupper hører det.
Det kan laves med og uden point. Vælges det at bruge point, så kan vindergruppen være dem der får lov at vælge slikposer først når præmien findes.
Husk ikke at lave skattejagten for lang, er der f.eks. 5 poster, tager det hurtigt over en halv time. Børnene skal i tøjet og udenfor. Som nævnt øverst, så er det heller ikke alle børn der kan holde koncentrationen til en lang skattejagt. Hellere en god og kort skattejagt, end en lang hvor børnene hellere vil tilbage og lege.
I grupper eller samlet flok findes næste post, her fortælles det hvad de skal og alle børnene gennemfører aktiviteten. Sidste post er igen hjemme, hvor børnene kan finde skatten. Det kan f.eks. bare være en slikpose til dem hver.
Hvad nu ved regn, sne og kulde?
Børn spekulerer ikke lige så meget på vejret som vi gør som forældre. De kan sagtens lave en skattejagt i både regn eller i kulden en kold januar. Der er selvfølgelig forskel på hvilke aktiviteter der kan laves. Er det koldt, eller regner, så er de kortere aktiviteter at foretrække. Men som sagt, så er børnene næsten klar på hvad som helst, og de skal nok få det sjovt om alle omstændigheder.